Organiser dine bankkonti

Jeg har oprettet en budgetkonto, hvor alle mine indtægter ryger ind. Det er samtidig min NemKonto, så hvis jeg modtager noget fra vores offentlige system, f.eks. penge tilbage fra skat eller sådan noget, så ryger hele herligheden herind. Fra budgetkontoen fordeler jeg så hver måned mine penge.

Fra min budgetkonto fordeles penge altså til;*

  1. alle faste udgifter,
  2. min rådighedskonto,
  3. min nødkonto,
  4. min aktieopsparing, og
  5. vores fælles husholdningskonto.

Så det er egentligt ikke så hardcore:

Organiser dine bankkonti
Fed flowtegning i paint

Det fede er, at det er super nemt lige at klikke ind på sin netbank og få sat det hele op, som man har lyst til. Og jo mere man kan få fikset igennem betalingsservice, jo bedre!

Sammenhængen med budgettet

Når man har lavet sit budget, kan man danne sig en ide om, hvor meget der ryger til faste udgifter hver måned. På den måde behøves man ikke at stresse over, at juli f.eks. er en herre dyr måned, hvor en hel masse udgifter falder på én gang. Man sætter det op og glemmer det og nyder livet med god samvittighed.

Når man som jeg, i det seneste budget, f.eks. har ca. 8.000,00 kr. til gak og gøgl tilbage efter betaling af diverse, kan man begynde at tænke over, hvor meget man synes er ok at forbruge for – hvor meget skal der købes aktier for – og hvor stor skal nødkontoen være?

Rådighedskonto

Lige for tiden overfører jeg 5.400,00 kr. til min rådighedskonto. Den skal så dække mine ”variable” udgifter. Her kan jeg ca. regne med 1.600,00 kr. til diverse, jf. mit budget. Det giver mig så ca. 3.800,00 kr. til at købe shawarmaer og andet godt for. Det synes jeg er lidt i overkanten, så jeg håber hver måned, at der er lidt tilbage, som jeg så kan købe aktier for.

Humlen i det hele er, at prøve at bestemme sig for et eller andet rimeligt. Det er nemlig i det daglige forbrug at en stor del af udgifterne gemmer sig (i hvert fald for mit vedkommende), og det giver derfor god mening, at prøve at minimere det så meget som muligt. Det er også derfor, at jeg følger mit forbrug så tæt – her kan jeg rent faktisk gøre noget.

Aktiekonto

Det er selvfølgelig her, at jeg gerne vil overføre så meget som muligt hver måned. Min plan er f.eks., at sætte 3.700,00 kr. til automatisk overførsel hver måned. Så er lidt af lønnen i hvert fald sikret.

Alt hvad jeg har tilovers fra min rådighedskonto kan jeg sidst på måneden smide direkte over på aktiekontoen. Det giver et godt incitament til at holde sig selv lidt i ørene!

Oprettelse af en nødkonto

En nødkonto er en god og rar ting, hvis man løber ind i uforudsete udgifter. F.eks. hvis der en kæmpe nar-idiot, som stjæler din cykel (jeg har inden for to år fået stjålet fire cykler), din opvaskemaskine går i stykker (og du ikke selv kan reparere den), du skal en tur til tandlægen osv.

Jeg har valgt at sigte efter, at få etableret en nødkonto på 10.000,00 kr. Der er mange meninger om, hvor stor beholdningen skal være; nogle siger tre gange din udbetalte månedsløn – andre seks gange dine månedlige udgifter, osv.

Selv er jeg landet på 10.000,00 kr., da jeg ikke ejer noget, som er mere værd. Min cykel er nok den dyreste ting jeg selv ejer. Så er der i lejligheden selvfølgelig komfur, opvaskemaskine, køleskab, vaskemaskine og sådan nogle ting, som ville være rimelig røv at stå uden. Men alle disse ting kan sagtens anskaffes for mindre end 10.000,00 kr., så derfor ser jeg ingen grund til at have flere kontanter stående. Mine penge skal jo helst ud og arbejde!

Desuden er en vigtig faktor her, at jeg er medlem af en A-kasse. Så hvis jeg nu skulle miste mit job, få en anden chef, som man ikke kan sammen med, eller hvad ved jeg, så er jeg altså også økonomisk sikret alligevel.

Sidst skal man også huske på, hvis man er über tryghedsnarkoman, at man forhåbentligt har vold-mange penge stående i aktier, som alle kan være tilgængelige indenfor nogle få dage. Det skulle dog kun være en mulighed, hvis ens kat bliver taget som gidsel af en stor glubsk, pengesulten hund (jeg kan faktisk ikke lige finde på noget, hvor det ville give mening at sælge aktierne for at hive kontanter ud).

Husholdningskonto

Kæresten og jeg har valgt at have en fælles konto til dagligvarer, mad og sådan noget. Her overfører vi så 2.500,00 kr. om måneden. Det er lidt højt sat, nu vi kun er to mennesker og en kat. Men dels køber vi kun økologisk, dels snyder vi lidt og bruger engang imellem kontoen til diverse andre ting, som fælles gaver, togbilletter og hvad vi nu ellers finder på sammen.

Det smarte ved en husholdningskonto er, at selvom man har brugt alle sine penge på at købe aktier, så er der stadig smør til brødet (og brød) sidst på måneden.


* Engang i fremtiden, når jeg har betalt mit bryllup, så kommer jeg nok også til at oprette en feriekonto. Ellers har jeg en tendens til at ville købe aktier for alle mine penge, og så kommer vi aldrig ud i verden. Så en skønne dag kommer en opdatering. Men grundideen kan forhåbentligt gennemskues og giver mening indtil videre.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s