Ressourcer

Selvom jeg forsøger at oppe min sparsommelighed, er der stadig engang imellem ting, som jeg bliver nødt til at købe – og ting jeg ikke kan lade være med at købe. Når jeg finder et eller andet, som jeg synes er fedt, plejer jeg at skrive det ned, så jeg kan købe det igen en anden gang. F.eks. gode skjorter, holdbare underbukser osv.

Og så er det selvfølgelig alt det, jeg bruger online; investeringsbank, almindelig bank, blogudbyder osv. Det kommer også til at stå her.

Bemærk, at ingen af links’ene er noget, jeg tjener penge på eller lignende.

Investeringer

Jeg bruger Nordnet til at holde styr på mine aktier.

Nordnet er enormt intuitiv at bruge, man får fede grafer på udviklingen på porteføljerne, og når man først har fået en konto, kan man hurtigt åbne flere konti, og give dem sjove navne. En eller anden dag burde jeg undersøge priserne for deres ydelser og sammenligne dem med andre udbydere på markedet, men mit indtryk er, at de er ok billige.

Bank

Jeg har aktuelt Jyske Bank. Den fungerer fantastisk som netbank. Her er det også nemt og hurtigt at lave flere konti, når man f.eks. skal organisere sine konti. De har en ok app også, så alt i alt er jeg fint tilfreds.

Det som er nederen er det gebyr jeg skal betale, når jeg hæver penge i ikke-Jyske-Bank-automater. Og hvis jeg skal have et huslån en skønne dag, så bliver jeg nok nødt til at skifte bank på grund af mine tidligere udskejelser…

Telefon og telefonabonnement

Jeg har aktuelt en Nokia 206. Den fik jeg for små 250,00 kr. i ElGiganten. Når man går fra en smart phone til sådan en gammel sag, skal man indstille sig (og kæresten) på, at man lige pludselig skriver meget kortere sms’er. Den er altså langsommere. Og lyden er heller ikke helt optimal – så næste gang skal jeg researche lidt mere. Til gengæld er den billig, kan hvad den skal, og skal højest oplades en gang om ugen.

Med hensyn til abonnement har jeg lige skiftet, og endnu ikke erfaringer med selskabet. Men min undersøgelser af mine abonnementer viste, at OiSTER var det billigste i forhold til det forbrug, jeg har.

A-kasse

Jeg er medlem af Akademikernes A-kasse, som var den næstbilligste i min undersøgelse. Kun Danske Sundhedspersoners Arbejdsløshedskasse var billigere – men der tænker jeg man skal være sundhedsperson. Og sund er jeg ikke.

Forsikringer

Jeg er (indtil videre) medlem af Sygeforsikring Danmark. Der findes mig bekendt ikke noget alternativ, så det er som det er. Det er en god ide, hvis du har store udgifter til tandlægen, briller eller andet godt.

Ellers er jeg forsikret igennem Codan. Og det er indtil videre røvbilligt, da jeg tegnede forsikringen mens jeg var studerende – og så gælder den pris i tre år efter endt studie. Det ændrer sig nok snart, og så undersøger jeg lige det hele igen.

Blog

Jeg kører lige nu min blog igennem wordpress.com. Det eneste jeg betaler for, er mit domænenavn. En eller anden dag skifter jeg måske – men kun hvis hele det her halløj går hen og bliver popolært. Der er nogle ting, som er lidt irriterende – f.eks. kunne jeg godt tænke mig, at mine billeder ligesom hoppede ud, når man klikker på dem. Eller at der i bunden ikke henvises til wordpress. Og at de har mulighed for at reklamere på min side, uden at jeg kan stille noget op. Men den tid, den sorg.

Cykel og cykehjelm

Jeg har købt min cykel hos CykelFabrikken på Istedgade. Den er jeg vold-glad for! Konceptet er, at man selv sammensætter sin cykel, som man gerne vil have den. Dvs. du selv vælger stel, hjul, saddel, styr, ringeklokke, skærme osv. Og på den måde har jeg vist fået den mest minimalistiske cykel, jeg kan forestille mig. Tjek eventuelt deres billeder ved at søge på Google efter Cykel Fabrikken.

Min cykelhjelm er en ganske almindelig Abus Lane-U. Den kan vist fås for i omegnen af 500,00 kr.

En cykel er en god ting, hvis du vil spare penge på transport. Og penge vil vi gerne spare.

 

Reklamer